Påskepynt med decoupage på sten, kan bruges som flot hjemmelavet pynt til påske. Her kan du overføre udklip fra en påskeserviet til stenen.
Det skal du bruge:
- Sten
- Et underlag til at male på
- Påskeservietter
- Lak
- Pensel
- Saks
Découpage er dekoration og udsmykning på et materiale. Og ved at bruge sten, kan du lave den flotteste påskepynt.
Du kan klippe påskefigurer og påskepynt ud fra påskeservietter og lime disse på sten med decoupagelak. Så får du det sødeste påskepynt, som du kan lægge i vinduskarmen, give som værtindegave eller pynte udenfor til påske.
Klip motiver fra påskeservietter
Du skal bruge påskeservietter til denne opgave. Måske du allerede har nogen. Ellers må du ud og købe nogle forskellige, som har de påskemotiver, som du gerne vil have overført til dine påskesten.
Typisk findes der et utal af forskellige påskeservietter i butikkerne, når vi nærmer os påsketid.
Motiverne kan være de helt klassiske, som vi forbinder med påsken. Eksempelvis:
- Blomster
- Får
- Harer og kaniner
- Krokus
- Lam
- Påskekyllinger
- Påskeliljer
- Påskeæg
- Vintergækker
Klip figurerne ud af servietterne, og vælg så nogle sten, som passer nogenlunde i størrelsen til dine udklip. Vælg selv om du vil have ét motiv per sten, eller om du vil have flere motiver på hver sten. Det afhænger lidt af størrelse på dine påskemotiver.
Serviet decoupage på sten
Når du har påskeudklip og sten klar, skal du lime dine påskemotiver på stenen. Det gør du ved at bruge enten noget decoupagelak, eller en anden hobbylak, som kan hæfte på sten.
Jeg bruger typisk en akryllak til hobbybrug. Det fungerer glimrende til decoupage på sten.
Med en pensel “maler” du nu dit udklip fast på stenen. Det fastholder både motivet, giver det et skinnende udtryk, og så forsegler det ikke mindst dit motiv, så det ikke nemt kan fjernes igen.
Super nemt og simpelt. Og dine børn kan nemt være med til at lave servietdecoupage på sten til påske.